Kursus:
Meditation – dybt nærende ingenting
Du bliver talt ind i afspænding (siddende) og ledt til en tilstand med indre stilhed. Det er en tilstand, hvor man oplever at det, der er en selv, er indeni, og alt andet er udenom. Det er meget simpelt. Fra dette sted indeni kan man vælge at lade sin opmærksomhed hvile på sit åndedræt – eller for den sags skyld på andre sanseindtryk, som alle har det til fælles, at de kan være et anker for, at vores opmærksomhed er lige nu.
Vi vil også lave en teknik med udgangspunkt i krop og bevægelse. Dels løsner det godt op, dels gør det det lettere at sidde og være stille, i ro.
Kurset er designet for dig, der har lidt eller ingen erfaring med meditation, og alt vil blive grundigt gennemgået. Ofte deltager dog også tidligere elever, som kommer igen – enten for at blive inspireret eller for bare at være i den gode, nærende tilstand. Det gode ved gentagelsen er, at man så ikke skal fokusere så meget på teknikken. Man har prøvet det før og kan sætte sig godt til rette “på bagsædet” og lade sig føre ind i ens egen meditationstilstand.
Vi tager udgangspunkt i, at man oplever meditationen og afprøver øvelser. Derfra taler vi om meditationen: Hvad der sker og ikke sker, hvordan man gør det og hvorfor man oplever det, man gør, netop ud fra det oplevede. På den måde bruger vi teorien til at understøtte det oplevede.
På kurset vil du lære, hvordan du bringer mere tilstedeværelse, nærvær, ind i dit liv, i din dagligdag. Flere teknikker, som du selv kan fortsætte med at bruge, vil blive grundigt forklaret og afprøvet.
Næste kursus:
Sted: Lisbeths Rum, Kronprinsensgade 1, 3. sal, København K
Pris: 850 kr.
Tilmelding: mail til inger@ingerplanch.dk eller sms til 2992 3007