Meditation er ren og skær nydelse
Meditation er ren og skær nydelse. Det er at være lige her og lige nu, afslappet, opmærksom og uden tanker, der hele tiden kommenterer og bedømmer. At være, rolig og klar, som et spejl, der bare reflekterer, hvad der er foran det.
Der er mange metoder, der kan hjælpe én til det. Den mest brugte og kendte er den at lade opmærksomheden hvile på åndedrættet. Det er denne metode, Buddha opfandt, og som er blevet introduceret og brandet ’Mindfulness’.
På mine kurser taler jeg deltagerne ind i afspænding (siddende) og leder alle til den tilstand, hvor man oplever at det, der er én selv, er inden i, og alt andet er udenom. Det er såre simpelt. Fra dette sted indeni kan man vælge at lade sin opmærksomhed hvile på sit åndedræt – eller for den sags skyld på andre sanseindtryk, som alle har det til fælles, at de kan være et anker for, at vores opmærksomhed er lige nu. Det, vi sanser, er jo altid lige nu.
Vores krop er også altid i nuet, og derfor bruger jeg også rigtig gerne en meditationsteknik med bevægelse; det har to formål: Dels trænes deltageren i altid at kunne bruge fornemmelsen af sin krop som metode til at være lige nu – dels kan bevægelsen løsne og lette og gøre én mere klar til at være stille.
Mine kurser er designet til mennesker, der ikke har nogen erfaring med meditation – og så er der altid nogen, der kommer igen og igen, enten for at blive inspireret eller for bare at være i den tilstand. Det gode ved gentagelsen er, at man så ikke skal fokusere på ’at gøre det rigtigt’, fordi man har prøvet teknikken før; man kan sætte sig godt til rette ’på bagsædet’, og lade sig føre ind i sin egen meditationstilstand.
Jeg plejer at have tyngdepunktet på, at man oplever meditation, og at vi derfra taler om meditation ud fra det oplevede. Deltagerne modtager noter og skriftlige instruktioner i de forskellige teknikker, vi øver på kurset, så det er nemt at fortsætte med at øve de forskellige teknikker derhjemme.
Mine faste kursusforløb afholdes i København. Alle mine private kurser kører med små hold og god plads til ro og fordybelse. Jeg bruger forskellige lokationer – alt efter om vi skal have adgang til natur og luft.
Med meditation som grundstamme har jeg sammensat 3 forskellige kurser:
Meditation – dybt nærende ingenting • Pauseoptimering • De 5 Tibetanere