Kursus
Pauseoptimering
En pause helt i ro, midt i arbejdsdagen, kan genoplade dine indre batterier og give dig bedre overblik.
I løbet af en travl hverdag er det oftest ikke mere kaffe, kalorier eller sociale arrangementer vi har brug for, men i stedet et ægte afbræk – nogle øjeblikke helt i stilhed.
Men hvordan opnår vi det? Dette kursus er designet til dig, der ønsker at lære at bruge de pauser, du har, på en ny måde. Ved hjælp af de teknikker vi indøver, kan du blive bedre til at være lige her, i nuet, i stilhed og derved finde ro og få forbedret overblik.
Først vejledes du til at opleve tilstanden af indre ro, og derefter øver vi enkle teknikker, du selv kan anvende, f.eks. i en ti minutters pause. Du bliver talt ind i pausen via simple meditationsteknikker, mens vi sidder stille og roligt sammen. Det handler ganske enkelt om at kunne være lige her og lige nu, i ro. Den intensitet og totalitet, som mange kender fra en travl arbejdsdag, vender vi til evnen at kunne være totalt tilstede i nuet, i indre stilhed.
For lettere at kunne være stille starter vi med nogle minutters bevægelse: Fem minutters ’væk fra skrivebordet’-øvelser for smidig rygrad, afspændte skuldre og god vejrtrækning. Nogle af øvelserne vil også foregå udenfor i lys og luft.
Kurset er primært praktisk, men understøttes af teoretisk forståelse. Deltagerne modtager skriftligt materiale, hvor alle de øvede teknikker er beskrevet samt andet relevant teori og litteraturliste.