Meditation – dybt nærende ingenting

Meditation er det letteste af alt. Det er det rene ingenting. Meditation er at være nu. Meditation er at være afslappet, opmærksom og uden nogen bedømmende tanker. Men vi er så vant til at være beskæftiget med aktivitet og tanker uden afbrud, at det føles svært at vende opmærksomheden ind bagved alle tankerne. At være, helt i ro. Bare at VÆRE.

Og ingenting – ingenting? Vi er så vant til, at det gælder om “mere, mere, mere”. Men meditation er faktisk den bedste måde at få mere på: Jo mere, vi er til stede i nuet, jo mere oplever vi det, jo rigere bliver livet.

De senere år er der kommet mere fokus på meditation og på, hvor stor betydning det har for os at finde ro i vores hverdag. Jeg underviser i flere teknikker til at være i den meditative tilstand, først og fremmest den klassiske metode, hvor vi lader opmærksomheden hvile på åndedrættet. Det er denne metode, som Buddha opfandt, og som siden er blevet introduceret og kendt som “mindfulness”.

Ofte bruger jeg også meditationsteknikker med bevægelse. Det har flere formål. Bevægelsen kan træne dig i at fornemme din krop og at være til stede også i bevægelse, og samtidig løsner og letter det, og gør det lettere at finde ro og indre stilhed.

Der, hvor meditation virkelig gør en forskel, er, når vi har nærværet med i flere og flere øjeblikke, sekunder, minutter i vores dagligdag. Jeg lægger stor vægt på at give dig tricks og teknikker for at starte med det umiddelbart efter vores kursus. Det er både godt og dejligt at sidde og meditere f.eks. en time dagligt, men det er ikke en nødvendighed; du vil med det samme kunne starte med at øve nærvær i din dagligdag, mens du venter i en kø, mens du går til og fra, når du mærker luften på dit ansigt… mange, mange øjeblikke, hvor du vil fordybe dit nærvær og dermed få en helt ny, nærende kvalitet i dit liv.